Vi behandler anoreksi
På denne side finder du nyttig information om spiseforstyrrelsen anoreksi. Er du pårørende til en person med anoreksi, vil du, ved at læse videre her, kunne danne dig en grundlæggende viden, som kan hjælpe dig til at forstå, hvad vedkommende med anoreksi går igennem. Ligeledes vil du her på siden bliver klogere på, hvordan vi hos Kildehøj kan hjælpe.
Hvad er anoreksi?
Anoreksi (Anoreksia Nervosa) er en spiseforstyrrelse som er kendetegnet ved en fobisk vægtangst resulterende i undervægt, der er minimum 15 % under normalvægten. Angsten for selv normalvægt resulterer i, at den pågældende person anvender forskellige metoder for at opnå vægttab. Bag spiseforstyrrelsen er der ofte alvorlige psykologiske problemer i forbindelse med identitet og selvværd.
Eksempler på metoder til at opnå et så ekstremt vægttab er typisk sult, faste, tvangsmotionering eller anden kompenserende adfærd. Vægttabet er fremprovokeret af patienten, da patienten har en forvrænget kropsopfattelse af sig selv. Anoreksi optræder oftest hos unge piger i teenagealderen, men kan også godt komme både før og efter teenageårene. Lidelsen ses i mindre grad hos drenge, hvor sygdommen også typisk indtræffer i teenagealderen.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt vi kan behandle dig, så læs mere her.
Fysiske og psykologiske konsekvenser af anoreksi
Det kan være livsfarligt at sulte sig og være på kur. Har en person haft lidelsen gennem en længere periode kan det resultere i skader på knogler, indre organer og hjernen. Kroppens biokemi og hormonsystemet kan ligeledes tage alvorligt skade, hvis ikke personen bliver behandlet. Psykologisk kan man blive deprimeret, træt, ukoncentreret, urolig og rastløs, angst og opleve øget irritabilitet samt en følelse af ensomhed. Yderste konsekvens af anoreksi er dødelighed, da den syges indre organer stopper med at fungere.
Tegn på anoreksi
Er du i tvivl om hvorvidt du, eller en du kender, har anoreksi, kan du kigge efter en række kendetegn, som optræder hos de fleste personer med lidelsen.
Er du under din normalvægt
Føler du en trang til fuldkommen at undgå kalorier i dine måltider
Er du stoppet med at få menstruation
Er du bange for at tage på i vægt
Har du store humørsvingninger
Dyrker du meget motion, også selvom du ikke har lysten
Stopper du med at spise i perioder, selvom du er sulten
Ovenstående er blot nogle af de tegn som kan indikere, at du kan have anoreksi. Dog kommer lidelsen i mange former, og det er derfor ikke sikkert, du kan krydse alle disse punkter af.
Kontakt os hvis du vil vide mere om tegn på anoreksi.
Behandling af anoreksi
Det er aldrig for tidligt at søge professionel og godkendt behandling - men det kan blive for sent. Lider du af alvorlig anoreksi, bør du sikre dig, at det sted der behandler dig, råder over tværfaglig ekspertise og har lang behandlererfaring.
Læs om behandling på Kildehøj her.
Endelig skal du sikre dig, at der i behandlingen er indlagt både fysiske, psykiske og sociale effektmål, så der er en fælles sikkerhed for, at du har effekt af behandlingen. Alle ovenstående punkter er vigtige for Kildehøj.